Det vil uden tvivl komme bag på de fleste, men der produceres faktisk masser gin i Danmark – og meget af det er af rigtig høj kvalitet.
Klelund Premium Dry Gin – vintage 2015, Mosgaard Dry Gin, ELG Gin no. 2, Njord Gin United Natures og Copenhagen Orange Gin. Photo by Michael Sperling.
I en tid hvor ginkategorien er i eksplosiv vækst, kan det være svært at få øje på de mange lokale ginperler, der produceres rundt omkring i Danmark. Og der er faktisk tale om perler af både høj kvalitet og lokalt præg.
I skrivende stund (1. maj 2018) produceres der 83 danske ginner hos 19 ginproducerende destillerier i Danmark. Langt størstedelen af de 19 danske destillerier er såkaldte mikrodestillerier – destillationskapacitet på under 1000 liter – der med nysgerrighed og ildhu konstant løfter barren for verdensklasse gin produceret i lille Danmark.
Selv med hele 83 forskellige danske ginner på det store ginmarked, er det endnu ikke muligt at betegne den danske ginscene som en homogen bevægelse. Til gengæld har en stor del af de 19 ginproducenter fundet inspiration i lokalmiljøet med brug af lokale ingredienser i tilsmagningen af deres gin. Således indeholder Møn Gin udelukkende lokale urter som gråbynke, sødskærm og citronmelisse som substitutter for henholdsvis peber, lakrids og citron.
På Samsø plukker Sams Island Distillery enebær og orangemyrer til deres gin, og i København går Henrik Hammer på jagt efter agern i Frederiksberg Have til sin Frederiksberg Gin.
Der er dermed masser af lokale og unikke smagsoplevelser at finde blandt de danske ginner.
Nedenfor finder du en liste over de danske ginner (listen vil løbende blive ajourført).
De danske ginproducenter og deres ginner
Braunstein
Det lille destilleri på havnen i Køge har siden 2005 brygget øl og destilleret spiritus. Det er først og fremmest et whiskydestilleri, men har igennem årene destilleret gin – både egne brands og andres brand. Website: www.braunstein.dk.
Producerer:
- Danika Gin
- Isfjord Gin
- Mikkeller Botanical Gin
- Mikkeller Navy Strength Gin
- Wenneberg Botanisk Gin – Elderflower
- Wenneberg Botanisk Gin – Raspberry
Brænderiet Limfjorden
På Sundsøre Havn i Salling ved Limfjorden har destilleriet i flere år produceret alt fra whisky, snaps og brandy. I 2017 var Brænderiet Limfjorden klar med en ginserie opkaldt efter Klitmøllers surferparadis Cold Hawaii. Website: www.braenderiet.dk.
Producerer:
- Cold Hawaii Gin with Apple
- Cold Hawaii Gin with Mint
- Cold Hawaii Gin Barrel Aged
- Brænderiet Limfjorden Fadlagret Gin (1 år på egetræsfad)
Copenhagen Distillery
Det københavnske destilleri har siden 2015 produceret whisky, akvavit, snaps og gin. Det lille destilleri er siden etableringen vokset sig større og større med flere hænder, større destillator og flytning fra Kastrup Havn til Kløvermarken.
Website: www.copenhagendistillery.com.
Producerer:
- Copenhagen Dry Gin
- Copenhagen Orange Gin
- Copenhagen Oak Gin
- Organic Spirits Gin
De 5 Gaarde
Listen af produkter fra de fem gårde Constantinsborg, Frijsenborg, Gyllingnæs, Schackenborg og Wedellsborg er meget lang. Heldigvis er der også blevet plads til en gin blandt kartofler, honning og rapsolie. Website: www.de5gaarde.dk.
Producerer:
- Schackenborg Dry Gin
Dyrehøj Vingaard
Det hele startede med druer tilbage i 2008, da Dyrehøj Vingaard kastede sig ud i et vineventyr. Siden da har Dyrehøj Vingaard etableret eget destilleri til produktion af både gin, whisky og drâm. Website: www.dyrehoj-vingaard.dk.
Producerer:
- Rös Gin
Fary Lochan Destilleri
Med inspiration fra Skotland begyndte Jens-Erik Jørgensen at destillere whisky i 2009. Siden har sønnen overtaget driften og sortimentet er udvidet med både snaps, akvavit og gin. Website: www.farylochan.dk.
Producerer:
- Fary Lochan Gin
- Fary Lochan Give Gin
- Fary Lochan Ginlikør
Frederiksberg Destilleri
Under Frederiksberg Rådhus ligger Danmarks nok mindste gindestilleri. Etableret af Henrik Hammer, der også står bag de to engelske ginner Geranium Gin og Old English Gin, har destilleriet siden 2017 produceret dansk gin med stort ‘G’ og lokalt præg. Website: https://da-dk.facebook.com/frederiksbergdestilleri/.
Producerer:
- Frederiksberg Dry Gin
- Klelund Single Estate Gin
- Gensyn Gin
Isle of Møn Distillery
Fra sit hjem på Møn producerer Sara og Uffe Skaaning lokalt gin tilsmagt udelukkende med urter fra Møn – og destilleret i destillatorer af få liter.
Website: www.isleofmoen.com.
Producerer:
- Isle of Møn Gin
- Isle of Møn Oak Gin
Mosgaard Whisky
Det startede med et nedlagt landbrug og drømmen om egenproduceret whisky i 2015, men siden da har Gitte og Jes Mosgaard i den grad fået smag for gin. I dag produceres der masser af gin hos Mosgaard Whisky i Oure på Fyn.
Website: www.mosgaardwhisky.dk.
Producerer:
- Mosgaard Dry Gin
- Mosgaard Tangerine Gin
- Mosgaard Oak Aged Cask Gin
- Mosgaard GinGin
- Mosgaard Red Love Gin
- HC Andersen Filippa Gin
- HC Andersen Grapewine Gin
- HC Andersen Oak Cask Gin
- Old Holte Gin
Njord Gin Distillery
Den Aarhusbaserede ginproducent startede med at producere gin hos Brænderiet Enghaven i Randers i 2014, men i 2017 tog de springet og etablerede eget destilleri i Kødbyen i Aarhus. Website: https://www.njordgin.com/.
Producerer:
- Njord Gin Mother Nature
- Njord Gin Sun & Citrus
- Njord Gin Sand & Sea
- Njord Gin United Natures
- Njord Slow Sloe Gin
- Njord Barrel Aged Gin
- + et utal af special editions
Nordisk Brænderi
Med inspiration fra sine arktiske sejladser har Anders Bilgram siden 2009 produceret alskens snapse fra sit destilleri Nordisk Brænderi i Fjerritslev. I 2014 kastede han sig over enebærspiritus med sin Nordisk Gin, og siden da er Anders blevet destillatøren bag en lang række kendte, danske ginbrands. Website: https://www.nordiskbraenderi.dk/.
Producerer:
- Nordisk Gin
- Nordisk Gin Sarek
- Nordisk Sloe Gin
- Svinkløv Gin
- Marstal Gin No. 31
- Anholt Gin
- Ask Gin
- Herbie Gin
- Herbie Export Gin
- Herbie Christmans Gin
- Il Mio Gin
- Il Mio Gin Old Tom
- Danish West Coast Gin
- Hjejle Gin
- Cornflower Dry Gin
Nyborg Destilleri / Ørbæk
Det Ørbæk-ejede Nyborg Destilleri i det tidligere lokomotivværksted på havnen i Nyborg har en destillationskapacitet på hele 2 x 4000 liter – og er dermed det største destilleri i Danmark. Nyborg Destilleri producerer primært whisky, men lancerede i 2017 en ginserie inspireret af Fyn. Website: https://nyborgdestilleri.com/.
Producerer:
- Dew Gin
- Frost Gin
- Mist Gin
- Fionia Gin
- Henri No 26 Organic Gin
- Henri No 57 Organic Gin
- Øko Hemp Gin
- Falsled Gin
Radius Distillery
Et stenkast fra Stenløse på Sjælland har Radius Distillery siden foråret 2017 eksperimenteret med destillering af gin og anden spiritus. Nøgleordene er nysgerrighed og godt håndværk, og fremgangsmåden er legende og aldrig kedelig.
Website: https://www.radiusdistillery.com/.
Producerer:
- Radius Lab Batch No. 5
- Radius Lab Batch No. 10
- Radius Lab Batch No. 16
- Radius Lab Batch No. 18
- Radius Lab Batch No. 21
- Radius Lab Batch No. 23
Sams Island Distillery
Med nøgleord som ‘enkelhed’ og ‘balance’ præsenterede Samsøs helt eget destilleri, Sams Island Distillery, i 2017 en egnspræget gin tilsmagt med blandt andet lokale enebær og håndplukkede orangemyrer. Website: https://www.samsisland.dk/.
Producerer:
- Sams Island Gin
Spritfabrikken Thylandia
Fra Danmarks første nationalpark, Nationalpark Thy, producerer Spritfabrikken Thylandia et væld af forskellig spiritus inspireret af lokalområdet og en ganske simpel og traditionel gin. Website: http://thylandia.dk/.
Producerer:
- Thylandia Gin
Stone Grange Craft Distillery
Det startede med akvavit, men i 2016 udvidede ejer og destillatør Henrik Elsner produktionen i Fredensborg med ginserien ELG Gin – er et levende bevis på, at en enkelt opskrift sagtens kan resultere i kompleks spiritus. Website: http://stonegrange.dk/.
Producerer:
- ELG Gin No. 1
- ELG Gin No. 2
- ELG Gin No. 3
- ELG Gin No. 4
- ELG Christmas Gin
- Jim & Tony Gin
Søbogaard
Søbogaard er nok bedst kendt for deres økologiske sodavandsserie, men siden 2005 har Søbogaard faktisk produceret den økologiske gin Djøn, samt et hav af andre økologiske spiritusprodukter. Website: http://www.soebogaard.dk/.
Producerer:
- Djøn
Sønderborg Distillery
Under sloganet “Dit lokale brænderi. Økologisk spiritus og sønderjysk håndværk. En unik smagsoplevelse.” åbnede Sønderborg Distillery i forået 2018 med lanceringen af deres første produkt, Als Gin. Website: http://sonderborgdistillery.com/.
Producerer:
- Als Gin
Trolden Bryghus og Destilleri
Siden 2011 har Trolden Bryggeri i Kolding destilleret spiritus sideløbende med deres ølbryggeri. Der har primært vært tale om whisky lavet på en egenproduceret alkoholbase fra dansk byg, men der har også været lidt tid til at lege med både rom, vodka og gin. Website: https://www.trolden.com.
Producerer:
- Trolden Copperpot Gin
- Mols Bjerge National Park Gin
- Enebærbjørn – Den Klodsede Bjørn
- Anholt Island Gin
Østersøens Brænderi
Armeret med en 200-liters destillator ved navn Lilly har Østersøens Brænderi i Rønne på Bornholm produceret klassisk London Dry Gin med et nordisk tvist ved brug at blandt andet æbler, lyng, hindbærblade og havtorn. Website: http://braenderi.dk/.
Producerer:
- Østersøens Brænderi Premium Dry Gin
ELG Gin no. 1. Photo by Michael Sperling.