Spanierne har de seneste år udviklet deres helt egen gin-kultur. I Spaniens kulinariske højborg, Barcelona, har efterspørgslen efter gintonics resulteret i en eksplosion i antallet af specialiserede gin-barer og spiritusbutikker. Her følger en guide til nogle af de bedste.
Tapas, cava, sol, strand og kulturelle perler. Barcelona er blandt danskernes absolutte favoritdestinationer, når ferien skal tilbringes udenfor Danmarks grænser. For dem der ligesom mig har haft fornøjelse af at besøge den catalanske hovedstad, kommer det nok ikke som en overraskelse, at spanierne er fuldstændig kulrede med deres gintonics - en 50/50 gin og tonicvand, der serveres i store ballon-glas med store huggede is-stykker. Drinksene er festlig dekoreret med alverdens garniture, der er ligeså meget for synets som for smagens skyld, med alt fra blomster og rødder til bær og kød (!).
Den spanske genfødsel af den klassiske Gin & Tonic har eftersigende oprindelse i køkkenet hos nogle af de bedste restauranter i Spanien. Ifølge Sipsmith netværkede kokkene på Dicken’s Bar i San Sebastian over en god Gin & Tonic. Og hos den verdenskendte og hedengangne restaurant El Bulli lidt uden for Barcelona, pustede personalet ud efter en hård arbejdsdag med en Gin & Tonic i restaurantens bar.
Fra de spanske toprestauranter har rygtet om den forfriskende drinks fortræffeligheder spredt sig hastigt, og i dag er Spanien det tredje mest gin-drikkende land i verden.
I tråd med rejseguiden til Londons mange gin-oplevelser, giver jeg her en guide til gode gin-oplevelser i Barcelona, baseret på egne erfaringer fra et par ferier i byen.
I bunden af artiklen finder du et kort med alle gin-destinationer fra artiklen. Hvis du sidder med tips til gode gin-oplevelser i Barcelona, så del det endelig i kommentarfeltet under det interaktive kort.
Gintonics i verdensklasse
På restauranter i især Madrid og Barcelona har gintonics givet liv til en specialiserede gin-barer. Fx Bobby’s Gin i Gracia der trods skiltet for enden af baren med ordlyden “El gintonic perfecto no existe” (Den perfekte gintonic findes ikke) gør alt hvad de kan for at bevise det modsatte. De har blandt andet hyret stjernebartendere som Alberto Pizarro til at opfylde løftet om at blive den førende cocktailbar i Barcelona. De laver desuden fremragende tapas.
På en anden Gracia gin-bar, Elephanta, kan bartenderne tilbyde over 40 forskellige gins og et utal af tonicvand i et forsøg på at lave netop den perfekte gintonic. På Elephanta kan man købe særlige tasting gin-menuer og deltage i gin-smagninger året rundt.
Hvis man synes Elephantas udvalg på 40 gin er stort, skal man tage forbi Ideal Cocktail Bar i L’Exiample. Denne bar fra 1931 kan tilbyde ikke færre end 98 forskellige gins og 22 tonicvand.
Har man mere lyst til at tilbringe dagen på stranden, er der også gode muligheder for anstændige gin-oplevelser langs vandet. Selv på de mange cafeer og restauranter langs stranden Playa de Sant Sebastiá fås gode forfriskende gintonics. Priserne noget højere end inde i byen, men ginnen fejler bestemt ikke noget.
Hos Xixbar tæt på Placa d’Espanya er man gået all in på gin. Denne kombinerede bar og butik tilbyder ikke bare drinks og salg af langt over 100 gins, men også smagninger, kurser og undervisning i alt inden for gin.
Gintonic’ens popularitet ses også i baren hos Barcelonas mange hoteller, hvor vodka og rom er skiftet ud med alverdens gin-mærker. På Hotel Vilamari nær Placa d’Espanya fylder gin 3/4 af drinkskortet. Sortimentet er begrænset til fire forskellige gins. Tilgengæld udvalget af tonicvand imponerende. Selve hotellet er ikke noget særligt, men det er baren.
Shop amok
Det er ikke kun Xixbar, der tilbyder salg af gin. Overalt i byen findes et utal af små spiritusbutikker med et overraskende stort udvalg af lokale gins til uhørt billige priser. En personlig favorit er den lille og snuskede butik på hjørnet af Carrer de Joaquin Costa og Carrer Peu de la Creu (se kortet i bunden).
I universitetsenden af El Raval finder man kongen af spiritussalg, La Cava de Los Faros (The Fine Spirits Corner). Med over 200 forskellige gins fra hele verden på hylderne, har denne butik byens bedste udvalg. Hvis man ikke har plads i kufferten til alle de dejlige flasker, kan man benytte webshoppen efter ferien er slut.
Find alle barer og butikker fra artiklen på nedenstående kort. Kender du til gode gin-spots i Barcelona, så del det i kommentarfeltet nedenfor:
Arkiveret under:Rejseguide Tagged: Bar, Barcelona, Bobby's Gin, Butik, Elephanta, Gin, Gin and Tonic, Hotel Vilamari, Ideal Cocktail Bar, La Cava de Los Faros, Spanien, Xixbar

