Hele to danskere var blandt de ni finalister, da en af verdens mest udfordrende cocktailkonkurrencer blev afholdt af Sveriges største ginproducent, Hernö Gin, i starten af september.

Ni bartendere fra henholdsvis England, Hong Kong, Italien, Grækenland, Sverige, Norge og Danmark var inviteret til Hernö Gin Distillery i Dala ved Härnösand, godt 450 kilometer nord for Stockholm, for at dyste i en af de mest udfordrende bartenderkonkurrencer i verden. De to danske deltagere var Helene Møller Olesen fra Gedulgt i Aarhus og Kenneth Lykke Sørensen fra Gejser i København.
Hernö Gin Cocktail Awards er ikke som bartenderkonkurrencer er flest. I løbet af en eftermiddag skal de deltagende bartendere udtænke og kreere en cocktail lavet med ingredienser de selv har plukket i det bakkede skovterræn omkring destilleriet.
Til udarbejdelsen af deres cocktails har bartenderne et sparsomt udendørskøkken, vand, honning og vintageginnen Hernö High Coast Terroir Gin, der i 2024 var tilsmagt med de håndplukkede, lokale ingredienser: enebær, enebærkviste, ribs mjødurt, korianderblade og hæg.

Hernö Gin Cocktail Awards er den ultimative udfordring for enhver bartender, som normalt arbejder med fabrikerede ingredienser til deres kreationer i cocktailbarerne. At smage sig gennem den svenske underskov i jagten på den perfekte, velbalancerede cocktail er ikke for enhver. Det kræver erfaring med håndværket, kreativitet og en stor portion fantasi for at skabe en cocktail, der rent faktisk fungerer.
Både Helene Møller Olesen og Kenneth Lykke Sørensen blev desværre udkonkurreret af Joshua Tan fra The Old Man i Hong Kong.




















