Dåseleverpostej, dåsepilsnere, engangstelte og selvfølgelig færdigmikset gin and tonic på dåse. Festivalsæsonen er for alvor skudt i gang, og bare fordi man skal sove i et telt i øs-hamrende-regnevejr i en halv meter mudder, behøver man ikke gå glip af sin yndlingsdrink, Gin and Tonic.
I løbet af foråret har en håndfuld producenter lanceret en række færdigmiksede drinks til at nyde på farten. Jeg har i research-øjemed påtaget mig den hårde opgave at smage udvalgte Instant G&T’s, så festivalfolket blot skal læne sig tilbage i klapstolen og nyde regnvejret på festivalen. Alle produkter til denne smagning er stik imod producenternes egne anbefalinger drukket halvvarme direkte fra dåsen uden ekstra garniture.
Gordon’s Gin & Tonic: Gordon’s London Dry Gin Perfectly Mixed with Tonic er en 250 ml. aluminiumsdåse på 6,4% vol. Gordon’s velkendte gin blandet med en ukendt generisk tonicvand, der ifølge ingredienslisten dog indeholder ægte kinin.
Smag: Ginnen er mild og behagelig med tydelig smag af enebær, citron og lime, som man kender det fra den klassiske Gordon’s Gin. Trods sine 6,4 % vol. er smagen af alkoholen ikke skarp, men tværtimod overraskende velsmagende.
Gordon’s London Dry Gin Perfectly Mixed with Tonic er en fremragende og mild færdigmikset Gin and Tonic til at nyde på sommerens våde festivaler. Selv ved håndfladetemperatur er den drikkelig med masser af kulsyre. Den kan fås hos de fleste kiosker og minimarkeder landet over.
Gordon’s Slimline Gin & Tonic: Gordon’s Gin Perfectly Mixed with Schweppes Slimline Tonic kommer i en 250 ml. aluminumsdåse på 6,4% vol.
Smag: Ginnen er mild med tydelig smag af enebær, lime og citron, som den klassiske Gordon’s Gin. Til gengæld smager Schweppes Slimline Tonic, som så mange andre light-sodavand, syntetisk og alt for sødt. Der er i den grad tale om en personlig præference, da undertegnede på ingen måde kan lide smagen af sødemidler. Hverken med eller uden alkohol, tak. Folk med hang til light-produkter, vil uden tvivl synes godt om denne færdigmiksede Gin and Tonic.
Den kan fås hos de fleste kiosker og minimarkeder landet over.
Sainsbury’s Dry London Gin & Tonic: Produceret af destilleriet G&J Greenalls for den engelske supermarkedskæde Sainsbury’s Supermarkets. 250 ml. aluminiumsdåse på 6% vol. Det fremgår ikke, hvem der star bag den anvendte tonicvand. Kun at den indeholder både sukker og sødemiddel.
Smag: Sainsbury’s Dry London Gin & Tonic har en tydelig duft af citron, en mild kulsyre, fremtrædende sødme med mild bitterhed fra kininen i tonicvanden. Ginnens enebær har meget svært ved at trænge igennem den sirupsagtige sødme. Den syntetiske sødme fra sødemidlerne i tonicvanden kan bestemt smages, men er modsat Gordon’s Slimline Gin & Tonic acceptabel, hvis man synker hurtigt, imens man holder sig for næsen.
Sainsbury’s Dry London Gin & Tonic kan på nuværende tidspunkt kun købes i Storbritannien.
Marks & Spencer Gin & Tonic: Produceret af den engelske supermarkedskæde Marks & Spencer. En luksusudgave af en færdigmikset gin and tonic på hele 10% vol. i en 250 ml. aluminiumsdåse.
Smag: Modsat de øvrige færdigmiksede gin and tonics i denne liste, er Marks & Spencer Gin & Tonic fuld af smag. Tydelig enebær og citrus fra ginnen, fremtrædende citrus og bitterhed fra tonicvanden, der dog hælder lidt for meget til den søde side. Den virker dog ikke så sød som Sainsbury’s Dry London Gin & Tonic. Formentlig på grund af de 10% vol., der også gør den noget hård at drikke håndfladevarm på festivalpladsen.
Marks & Spencers Gin & Tonic kan på nuværende tidspunkt kun købes i Storbritannien.
Bedste gin and tonic til festivalen?
Hvilken færdigmikset gin and tonic skal man så tage med på sommerens festivaler? For mig at se, er der ingen anden udvej end at købe et par kasser med Gordon’s London Dry Gin Perfectly Mixed with Tonic. Jeg vil til enhver tid anbefale Marks & Spencer Gin & Tonic i en afkølet udgave direkte fra køleskabet, men i en håndfladevarm udgave vinder Gordon’s Gin & Tonic på målstregen. Den er mild, behagelig med god balanceret mellem ginnen og sødmen og bitterheden i tonicvanden.
Arkiveret under:Guide Tagged: Færdigmikset, Gin and Tonic, Gordon's London Dry Gin Perfectly Mixed with Tonic, Gordon’s Gin Perfectly Mixed with Schweppes Slimline Tonic, Marks & Spencer Gin & Tonic, Sainsbury’s Dry London Gin & Tonic
