Efter den lyserøde gins fald fra tinderne, virker tyske Brennerei Henrich og deres Mandarina Dry Gin lidt ude af trit med tiden. Selvom den er farveløs, er den frugtig og citrusdrevet – med meget lidt enebærpræg – som en flavoured gin anno 2018. Lidt underligt for en gin, der kalder sig en ‘Dry Gin’.
Reklame: Gin og likør anvendt i denne artikel har jeg fået tilsendt gratis af den tyske producent Brennerei Henrich. Tak for det!
Den stigende popularitet i de søde pink ginner fra 2017 til 2021 satte den enebærdominerede gin under pres. Men den lyserøde ginbølge er slut og de enebærdominerede ginner er tilbage i førersædet. Alligevel popper der fra tid til anden gin op på supermarkedshylderne, der tydeligvis hænger fast i den hedengangne pink gin. De kaldes flavoured gin, er farveløse og smagssat som pink gin med overvægt af frugter, bær og blomster – og forsvindende lidt enebær.

“Jo mindre en gin smager af enebær, jo større potentiale har den i den brede befolkning.” Sådan sagde jeg tit til mine foredrag og ginsmagninger op gennem 2010’erne. Det var baseret på mine iagttagelser af den store popularitet for milde enebærginner som Bombay Sapphire og Monkey 47 tidligt i ginnens genopstandelse, men også folks reaktion på mere vilde enebærtunge ginner som Sipsmith V.J.O.P.
Min teori fik yderligere næring, da Stephen Marsh introducerede Pinkster Gin i 2013. Inspireret af den ærkeengelske sloe gin, eksperimenterede Stephen Marsh med at infusere friske hindbær i gin, så enebærrenes fyrrenålenoter mildnedes og gav en let sødme og flot lyserød farve til ginnen. Pinkster Gin blev startskuddet til den lyserøde tsunami af farvet og frugtig gin, der skyllede ind over ginkategorien de næste år.
Farvet gin – i særdeleshed pink gin – blev hurtigt populært blandt gindrikkere. Faktisk blev det så populært, at britiske The Wine and Spirit Trade Associations (WSTA) i 2020 kunne berette om større vækst indenfor kategorien flavoured gin end for traditionel gin. I årene 2018-2021 ansås flavoured gin sågar for at være den primære drivkraft bag ginkategoriens vækst.
Men alt det ændrede sig brat i 2022. Nærmest fra den ene dag til den dag anden faldt ginnens popularitet. The Spirits Business berettede i februar 2025, at mens traditionel gin faldt med 17% på det britiske marked fra 2021 til 2023, faldt flavoured gin med hele 40% i samme periode. Pludselig var flavoured gin ikke trendy længere.
Mange ginproducenter har taget ved lære af den farvede gins nedgang de seneste år. Det er ganske enkelt blevet for svært at sælge farvet gin. Nogle er stoppet med at producere dem. Andre har som tyske Brennerei Henrich i stedet holdt stædigt fast i den mere frugtige gin, men undladt at farve den – og laver derfor en farveløs pink gin ved navn Mandarina Dry Gin.

Prisvindende compound gin
Mandarina Dry Gin blev lanceret den 23. november 2020 af Brennerei Henrich. Den holder en alkoholprocent på 41% vol. og er smagsat med enebær, mandarin, appelsin, limefrugt, timian, ingefær, grapefrugt, blodappelsin, citrongræs, citronmelisse og lakridsrod. Altså masser af citrusfrugter.
I 2021 lykkedes det Brennerei Henrich at hive en sølvmedalje hjem fra World Gin Awards i kategorien ‘Best Compound Gin’. Mandarina Dry Gin bliver derfor produceret ved at blende flere destillater til det endelige produkt, på samme vis som den danske ELG Gin og spanske Gin Mare.
Tasting notes
Duft og smag afspejler ingredienslisten ret godt med frugtige citrusnoter i både næse og mund. I duften får man saftig appelsin, mild lime og lette urtede noter.
I smagen finder man igen den saftige appelsin. Teksturen er lidt spinkel og smagen lidt skarp. Citrusfrugterne er ikke til at tage fejl af, og der synes da også at være lidt enebær til stede inde bag ved alle frugterne. Men det er som om, den skarpe enebær ikke rigtig passer sammen med citrusfrugternes frugtighed.
Harmonien knækker lidt i smagen. Og eftersom smagen ikke er domineret af enebær, kan man ikke helt kalde det for en Dry Gin.


How to drink
Den frugtige og citrusprægede smagsprofil gør Mandarina Dry Gin til lidt af en crowdpleaser, når det kommer til drinks. En simpel Gin & Tonic med 5 cl Mandarina Dry Gin, en sødere tonicvand a la Fever-Tree Mediterranean Tonic Water eller Thomas Henry Botanical Tonic og enten appelsin eller citron som pynt fungerer ret godt.
Hvis man ønsker en lidt mere kompliceret drink, så miks 5 cl Mandarina Dry Gin, 3 cl Mandarina Likör, to dashes af Bitter Truth Celery Bitters, 2 cl frisk citronsaft og 1,5 sukkerlage. Top op med tonicvand og pynt med to halve citronskiver.
Konklusion

Er Mandarina Dry Gin en modtrend til genopblomstringen af den enebærdominerede London Dry Gin efter års lyserød dominans? Eller er den blot en farveløs pink gin, der er ude af trit med tiden? Jeg er simpelthen i tvivl. Men jeg kan sige så meget, at Mandarina Dry Gin med dens milde enebær på mange måder lige så godt kunne være en mandarinvodka. Der er i hvert fald ikke ret meget Dry Gin over den, selvom det står på flasken.
Jeg vil dog ikke dømme Brennerei Henrich helt ude – den er trods alt også prisvindende.
Man kan lave glimrende drinks og cocktails med Mandarina Dry Gin, særligt når den kombineres med Brennerei Henrichs Mandarina Likör. Faktisk gør den frugtige smagsprofil det let at lave noget, der faktisk smager ret ok. Men nu, et par år efter den lyserøde ginbølges kollaps, virker en gin uden ret meget enebær og med ‘Dry Gin’ i titlen noget malplaceret. Mandarina Dry Gin hører en anden tid til. En tid hvor producenterne gik (for) langt for at lukrere på ginnens succes – og endte med at udvande ginnen som en veldefineret og velanset spiritus.