Sloe Gin er helt klart mest en engelsk ting, men hos danske ELG Spirits laver de en slåenbærgin, som vil gøre en hver englænder blød i knæene.
Jeg elsker idéen om, at englænderne laver deres egne slåenbærgin ved at infusere deres yndlingsgin med slåenbær plukket ved efterårets første nattefrost. Men det er aldrig lykkedes mig at møde en englænder, der selv har plukket slåenbær og infuseret dem i gin. Desværre.
Efter utallige besøg i England kan jeg dog bekræfte, at englænderne er vilde med slåenbærgin – især til brug i alskens cocktails i efteråret og julen. Jeg har tidligere skrevet om Sipsmiths meget traditionelle Sloe Gin og den fremragende Autumnal G&T, som har taget navn efter dets efterårsagtige farve.

Det er dog langt fra kun i England, man finder slåenbærgin på butikshylderne. Her i Danmark produceres en af landets bedste slåenbærginner af Henrik Elsner og hans ELG Spirits ved Fredensborg i Nordsjælland.
Henrik Elsner har en baggrund i organisk kemi og stod i spidsen for en biotekvirksomhed, indtil han i år 2000 valgte at træde tilbage og i stedet kaste sig ud i et nyt liv som vinbonde ved Esrum Sø lidt uden for Fredensborg. Af vindruerne laver han ELG Brandy og den Grappa-lignende ELG Marc.
I 2016 gjorde Henrik Elsner sit indtog på ginscenen, da han lancerede de to enebærheftige ginner ELG Gin No. 1 og ELG Gin No. 2.
Henrik Elsners elsker at se løsninger i simple processer. Det ses bl.a. i hans ginprodukter, hvor ginnerne i det faste sortiment udelukkende benytter de samme tre ingredienser som smagsgivere: enebær, korianderfrø og gulerod. Alle tre ingredienser destilleres hver for sig i destilleriets 200-liters destillator fra tyske Müller Brennereianlagen. Til sidst blendes det endelige produkt ved at blande de tre destillater sammen efter nøje afmåling, tekniske analyser og smagstests.
Og her kommer Henrik Elsners ELG Sloe Gin endelig tilbage i billedet. Den er først og fremmest inspireret af englændernes traditionelle og søde slåenbærginner ved at lade slåenbær trække i gin. I dette tilfælde har Henrik Elsner ladet frostklar slåenbær trække i sin ELG Gin No. 1 i hele 6 måneder, og derefter hældes saften fra og bærrene presses. Til sidst bliver slåenbærginnen sødet med dansk sukker fra sukkeroer.


Tasting notes
Seks måneders macerationstid og presning af gininfuserede slåenbær. Det kommer næppe bag på nogen, hvis jeg siger, at ELG Sloe Gin er en mørk, frugtig og intens smagsoplevelse. Dybe og søde noter af modne kirsebær, mandelholdig marcipan, sæsonmodne brombær, sødmefulde hindbær og antydningen af blommer og svesker.
Der er jo ikke tale om en gin i klassisk forstand, så enebærrene er ikke så fremtrædende. Men de er der. Helt tilbage i smagen kommer fyrrenålene til syne. Det er ganske lidt, men lige præcis nok til at den heftigt enebærprægede ELG Gin No. 1 kommer til sin ret.
What to drink?

ELG Sloe Gin kan nydes på mange måder. Først og fremmest bør man smage den rent. Det er eneste måde at få en fornemmelse af den perfekt afmålte sødme, som er noget af det bedste ved ELG Sloe Gin. Den er nemlig slet ikke så sød, som man ellers kan opleve med især de engelske slåenbærginner.
Når man er færdig med at smage på sagerne, kan man passende mikse sig en Autumnal G&T med 3 cl ELG Gin No 1, 2 cl ELG Sloe Gin og 5 cl Fever-Tree Mediterranean Tonic og en skive appelsin som pynt. Autumnal G&T er bare en favorit hos mig.
Du kan også gå med low-alkohol med 3 cl ELG Sloe Gin, 6 cl klassisk tonicvand og citronskal som pynt.
Hvis du er frisk på noget lidt mere avanceret, skal du helt klart lave dig en Sloe Gin Fizz:
- 50 ml ELG Sloe Gin
- 25 ml citronsaft
- 20 ml sukkerlage (2 dele sukker, 1 del vand)
- Æggehvide fra ét æg
- Top op med danskvand
Hæld ELG Sloe Gin, frisk citronsaft, sukkerlage og æggehvide i en shaker. Ryst alt uden is i cirka tre sekunder, fyld derefter shakeren med is og ryst igen i cirka ti sekunder. Tilsæt sodavand til shakeren og si cocktailen over i et whiskyglas. Pynt til sidst med en citronskive.
Konklusion
Der er ingen tvivl om, at slåenbærgin er mere en engelsk ting end en dansk ting. Alligevel laver en hel del danske ginproducenter deres egen slåenbærgin. Grundet sin intensitet, behagelige sødme og relativt høje alkoholprocent på 33% vol. (slåenbærgin er typisk på omkring 30% vol.), er ELG Sloe Gin er uden tvivl blandt de bedre danske slåenbærginner på markedet.
Slåenbærginner er ganske fint at smage rent, men det er i kombination med andre ingredienser i cocktails, at slåenbærgin excellerer.
